Oprør mod Kageordninger er skadende for kvindedebatten og for Me-too

Af Karina Burgdorff, Stifter af Kammaprisen

 

Når forfatteren Sille Kirketerp udøser sin harme over kageordninger og proklamerer at kvinder skal afstå fra at tage ansvar for den gode stemning på arbejdspladsen, så bidrager hun kun til mere splittelse. I en tid hvor Me-too debatten har svære kår, fordi mænd og kvinder har svært ved at finde frem til, hvad der konstituerer reelle krænkelser og hvad der kan være udtryk for misforståelser eller slet og ret dumhed, er det ikke fordrende for ligestillings-debatten at Sille Kirketerp sidestiller Kageordninger med krænkelser. Der er grundlæggende to problemer med dette; 1) Det fratager kvinder og mænd muligheden for at være forskellige og diversiteten er netop vores bedste argument for ligestilling. 2) Det devaluerer de reelle krænkelser som kvinder udsættes for, og giver skyts til de som siger at krænkelseskulturen har taget overhånd

Lad mig slå det helt fast. Kageordninger er IKKE problemet. Det er heller ikke et problem, hvis nogen gerne vil tage det på sig, at skabe en god, hyggelig stemning på deres arbejdsplads. Uanset om de er mænd eller kvinder. Problemet er at debatten er ved at tage en drejning, som skaber en falsk præmis om at mænd og kvinder skal være ENS. At kvinder skal være ligesom mænd, for at kunne begå sig på arbejdspladsen. Og det er en kæmpefejl. Der skal være plads til forskellighed, både i Køn, Alder, Etnicitet, Religion etc. Det er netop her det bliver en god business case. Det er her det kan betale sig, både for virksomheder og for kvinder. Og indlæg om kageordninger som krænkelser skaber en uheldig drejning af hele debatten.

Ingen skal krænkes, og det er så vigtigt at vi får taget Me-too debatten og oprydningen. Men vi er nødt til snart at få nuanceret vores forhold til krænkelser. Der er f.eks. stor forskel på en dumsmart kommentar fra en mandlig kollega og på et direkte overgreb. Der er også forskel på et klap i numsen, eller den famøse hånd på låret og på trusler om fyringer og ødelagte karrierer, hvis man ikke giver blowjobs. Jeg vil ikke være dommer over, hvordan kagen skal skæres når det kommer til krænkelserne. Men jeg opfordrer til at vi i stedet for at skælde ud på kageordninger, i stedet sætter og sammen og udarbejder en krænkelses-skala, som også kan gøre det muligt at have nogle velpropotionerede reaktioner på forskellige typer af krænkelser. Nogle kan velsagtens løses med dialog, måske sensitivitetstræning eller bare det at blive opmærksomme. Andre kræver fængselsstraf. Men vi er nødt til at kunne kende forskel på kageordning og krænkelse. Sille Kirketerp, send mig en mail og lad os komme i gang.

 

Rul til toppen